Nyheder

TV kampe i denne uge

Onsdag d. 31. oktober vises kampen mellem Næstved og AGF på TV3 Sport og torsdag d. 1. november kan duellen mellem de to guldaspiranter FC Midtjylland og F.C. København følges på TV3+

 

 

Lodtrækning til 4. runde i Sydbank Pokalen

Fredag d. 5. oktober klokken 12:00 trækker vi lod til 4. runde i Sydbank Pokalen.

I 4. runde er de 16 vindere fra 3. runde, og i 4. runde kan Superliga holdene mødes indbyrdes….

4. runde er programsat til d. 30. og 31. oktober. Lodtrækningen livestreames naturligvis, og kan følges her: http://pokalturnering.dk/live-stream/

 

 

 

 

 

Lodtrækning til 3. runde i Sydbank Pokalen                                                                                                                                                                                                                                                

Torsdag d. 13. september foretager vi lodtrækningen til 3. runde i Sydbank Pokalen.

I turneringens 3. runde indtræder de sidste 6 Superligahold, dermed er alle hold fra Herre DM indtrådt i turneringen.

Lodtrækningen foretages klokken 12:00 og kan livestreames på følgende link: http://pokalturnering.dk/live-stream/

Kampene i Sydbank Pokalens 3. runde er programsat til tirsdag d. 25. september og onsdag d. 26. september.

 

 

 

 

 

 

København, 11. april 2018

Sydbank bliver ny navnesponsor for Pokalturneringen
Efter syv års pause kommer der igen navnesponsor på dansk fodbolds årlige pokalturnering. Sydbank Pokalen bliver den officielle titel fra den kommende sæson og tre år frem.
I øjeblikket er der gang i to pokalsæsoner. Mens der stadig resterer de afgørende kampe i 2017/18 udgaven, så er der i de lavere rækker allerede taget hul på de indledende kampe til den nye pokalsæson.

Når holdene fra de tre øverste rækker træder ind i turneringen efter sommerferien bliver det til et nyt navn. Fra den nye sæson skal amatører og professionelle kæmpe om at blive mestre i Sydbank Pokalen.

-Vi er meget glade for at have fået Sydbank som ny navnesponsor for pokalturneringen. Sydbank er en af Danmarks allerstørste pengeinstitutter, og de har en meget lokal tilstedeværelse rundt i Danmark. Det er et perfekt mix for pokalturneringen, der som den eneste turnering herhjemme spilles på tværs af rækker og giver de mindre lokale klubber mulighed for at møde de allerstørste hold i Danmark, siger direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen.

-Vi er meget stolte over det kommende samarbejde om DBU’s Pokalturnering, som matcher os, og vores værdier rigtigt godt. Der er tale om en landsdækkende turnering med en stærk lokal forankring, hvor drømmen om pokalen lever helt fra de mindste serieklubber til de største superligaklubber, udtaler Områdedirektør for Salg og Marketing i Sydbank, Nicolai Fl. Frederiksen, som uddyber:

-Vi går ind til sponsoratet med en grundholdning til, at vi som sponsor kan være med til at gøre en forskel for alle – også de mindste klubber – så vi giver alle en chance for at opleve en snert af pokaldrømmen. Vi kommer til at være aktive lokalt gennem vores filialer og hylde de lokale helte og positive værdier, der ligger i drømmen om at gøre det umulige muligt. Fx arbejder vi på, at klubberne skal kunne vinde unikke præmier, løfte pokaltrofæet til et ægte lokalderby med deres egen klub, få professionel videooptagelse af deres kampe eller noget helt fjerde.

I øjeblikket bliver der kigget nærmere på pokalturneringen. Der er fokus på, hvordan turneringen kan udvikles og styrkes – muligvis allerede til den kommende sæson, hvor turneringen altså hedder Sydbank Pokalen.

For yderligere oplysninger kontakt direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen (tlf. 2068 3055) eller områdedirektør for Salg og Marketing i Sydbank, Nicolai Fl. Frederiksen (6120 4844)

Fakta:
Pokalturneringen, som vi kender den i dag, er blevet afholdt siden 1954. Den første finale blev spillet i Københavns Idrætspark i 1955. Inspirationen til turneringen er hentet fra den engelske FA Cup.
Turneringen er den eneste herhjemme, der spilles på tværs af rækker, og dermed giver den amatører mulighed for at spille mod de store klubber i dansk fodbold.
Finalen spilles som hovedregel på Kristi Himmelfartsdag i Telia Parken i København. Ud over æren ved at vinde turneringen får pokalmesteren også en plads i kvalifikationen til Europa League, hvor vinderen går ind i anden kvalifikationsrunde. AGF er det hold, der har vundet turneringen flest gange med ni pokaltitler.