5. april 2024

Sydafrikansk drømmescoring i Farum

AGF tog første stik i semifinalerne mod FC Nordsjælland, da aarhusianerne på Right to Dream Park vandt 3-2 efter en hæsblæsende kamp med masser af chancer i begge ender.

AGF kom i front efter en god halv times spil, da sydafrikanske Gift Links tog chancen fra distancen. Links’ missil tog underkanten af overliggeren og røg i kassen, og så var AGF i front.

Ibrahim Osman udlignede kort før pausen, men Tobias Bech nåede at bringe AGF foran igen, inden holdene gik i omklædningsrummet.

Andreas Schelderup stod for endnu en FCN-udligning, men det var AGF der tog sejren, da Frederik Tingager, på Gift Links’ oplæg, sørgede for 3-2 og fordel AGF.

I sidste sæson stod FCN også i semifinalerne i Oddset Pokalen, og her vandt man faktisk første opgør med 3-2 hjemme mod FCK. Det var dog ikke nok, en vanvittig returkamp i Parken endte 5-3 til FCK, der dermed endte med at gå i finalen - en finale de også vandt.

Så FC Nordsjælland har i hvert fald i frisk erindring, at en 3-2-sejr i første semifinale ikke altid er nok til en finaleplads i Oddset Pokalen.