25. marts 2024

12 pokaltitler blandt semifinalisterne

1955, 1957, 1960, 1961, 1965, 1987, 1988, 1992 og 1996. Sådan lyder AGF’s sejrsrække i den danske pokalturnering, og med ni sejre er AGF det hold, sammen med F.C. København, der har vundet turneringen flest gange.

Med en semifinaleplads i denne sæsons Oddset Pokalen har AGF dermed mulighed for at blive det første hold, der runder ti sejre i turneringen. Den danske turnering har kun eksisteret siden 1955 - hvor AGF vandt første gang - så ti sejre er i det store europæiske billede ikke rekord, men dog med i toppen.

I den engelske FA Cup, der vel at mærke har eksisteret siden 1871, har kun to hold flere sejre nemlig Arsenal med 14 og Manchester United med 12. I Tyskland, hvor DFB Pokal har 89 år på bagen, har Bayern München vundet 20 gange, mens nummer to, Werder Bremen, blot har seks sejre.

I den121 år gamle Copa del Rey har fire hold vundet turneringen mindst ti gange, mens 102 år gamle Coppa Italia kun har Juventus, der med 14 trofæer har rundet de ti.

AGF er ikke den eneste semifinalist med pokalsejre. FC Nordsjælland følger på andenpladsen blandt semifinalisterne med to sejre, i 2010 og 2011, og bemærkelsesværdigt er det, at Farum-klubben dermed har vundet begge de finaler, de har stået i.

For Silkeborg er antallet af finaler også to, men man tabte senest i 2018 til Brøndby. I 2001 gik det noget bedre, da man med en sejr over AB tog klubbens eneste pokaltrofæ.

Endelig er der NordicBet Liga-klubben FC Fredericia, der aldrig har stået i en finale. Tættest på var man faktisk i 2018, hvor Silkeborg IF blev stopklodsen i semifinalen. Nu står de to hold så over for hinanden igen.