1. maj 2024
Docken bliver klædt i rødt
Silkeborg IFs fans kan se frem til en fest i Parken Kristi Himmelfartsdag, hvor finalen i Oddset Pokalen mod AGF afvikles.
Men allerede inden opgøret er der silkeborgensisk fest i i hovedstaden, for Docken i Nordhavn er blevet valgt som hjemsted for Silkeborgs fans før opgøret. Mere end 5.000 gæster ventes på plads på Docken, men med et stort udeareal på området, er der plads til alle festglade SIF’ere.
Der er planlagt flere aktiviteter på Docken, hvor hovedattraktionen er Den Røde Tråd, der spiller op til pokalfest.
På Docken vil der være mulighed for at købe kolde øl og grillmad, og når kampstart nærmer sig, er der arrangeret fanmarch mod Parken.
Allerede i tirsdags kunne Silkeborg melde udsolgt til deres afsnit i Parken, hvor 12.000 rødklædte fans vil være at finde. De fans, der ikke har fået billet til kampen, kan se kampen på storskærm i Kedelhuset i Silkeborg.
Med 12.000 fans på plads i Parken kommer Silkeborg til at opleve en markant opbakning. Da klubben senest var i pokalfinalen i 2018, mod Brøndby, var omkring 7.000 røde fans på lægterne.