12. januar 2024

Røjkjær sæsonens målmager

Nicklas Røjkjær har scoret både i første, anden og tredje runde af denne sæsons Oddset Pokalen. Han åbnede med et hattrick, fulgte op med to mål i anden runde, mens en enkelt pind blev prikket ind i tredje runde mod OB.

 

Samlet seks scoringer, hvilket placerer Røjkjær øverst på topscorerlisten i Oddset Pokalen sammen med B.93’s Jeppe Erenbjerg, Aarhus Fremad Gustav Callø og Thisted FC’s Ahmed Abdullahi Gero.

 

Men fælles for de sidste tre er, at de for længst er røget ud af turneringen, mens der for Røjkjær venter to semifinaler mod Silkeborg IF, hvor han kan tage topscorerværdigheden alene.

 

Han presses heller ikke bagfra på listen, for ingen af de spillere, der står noteret for fem eller fire scoringer hidtil i turneringen, har fundet en plads i semifinalerne.

 

Røjkjærs nuværende seks scoringer er for øvrigt det samme antal som Middelfarts Lester Hayes blev topscorer med i sidste sæsons Oddset Pokalen.