15. februar 2024

Fire sejre på udebane på vejen mod semifinalen

Denne sæsons pokaleventyr begyndte for Silkeborg IF med et vaskeægte lokalopgør mod Young Boys FD. Et opgør hvor storebror selvfølgelig var massiv favorit, men den favoritværdig holdt hårdt, for kun med mindst mulig margin kom Silkeborg videre fra opgøret. 1-0 vandt Silkeborg på Frederik Carlsens mål.

Lidt nemmere gik det i tredje runde, hvor Thisted FC blev slået med 3-1, og i fjerde runde var der så endnu større sejrscifre, trods mødet med en kollega fra 3F Superliga.

1. november tævede Silkeborg ganske enkelt Hvidovre IF hele 5-1 på udebane. Callum McCowatt sørgede for en pauseføring på 2-0, Oliver Sonne øgede til 3-0 inden Simon Makienok pyntede for Hvidovre.

I slutfasen gjorde Tonni Adamsen og Oskar Boesen så ondt værre for Hvidovre med målene til 4-1 og 5-1.

Hidtil sværeste opgave ventede for Silkeborg i kvartfinalerne, hvor de forsvarende mestre F.C. København ventede. Men Silkeborg gik uimponeret til opgaven, først i Parken, hvor man noget overraskende hentede en 2-0-sejr på de mål, Callum McCowatt og Anders Klynge satte ind.

Så skulle semifinalepladsen blot køres hjem, hjemme på Jysk Park, men det var sværere end som så. Et selvmål og et mål af Christian Sørensen sørgede for 2-0 til FCK og balance i regnskabet, men Anders Klynge ville det anderledes. Med sit mål tyve minutter før tid sendte han Silkeborg i semifinalerne med en samlet sejr på 3-2.

I semifinalerne venter FC Fredericia, som Silkeborg i 2018 slog ud på deres vej mod klubbens seneste pokalfinale.