9. februar 2024

To Superliga-klubber sendt ud

FC Fredericia har haft den længste vej til semifinalerne i Oddset Pokalen. Klubben trådte ind allerede i turneringens første runde, men de første par opgør viste sig ikke at være den store opgave for klubben fra NordicBet Liga.

Først blev Bredballe IF slået 8-0, og siden fulgte man op med 8-1 over Dalum IF. Først hefter begyndte det at blive vanskeligere.

I tredje runde ventede AaB nemlig på udebane, et opgør hvor nordjyderne var udråbt som ganske klare favoritter, men det så Fredericia stort på. En tæt kamp var på vippen indtil kort før tid, hvor Frederik Carstensen med målet til 3-2 spillede Fredericia i fjerde runde.

Her ventede første modstander fra 3F Superliga i form af OB, der kom besøg på Monjasa Park. Fynboerne løb ind i gevaldig modvind, og kort efter pausen var FC Fredericia foran med hele 3-0. OB fik i overtiden reduceret, men med 3-1 var fredericianerne klar til kvartfinalerne.

Igen ventede modstand fra 3F Superliga, og igen kom Fredericia blæsende ud til hjemmekampen. Denne gang gik der blot 40 minutter, før man var foran 3-0, men Lyngby formåede at reducere to gange, så alt var åbent før returkampen i Kongens Lyngby.

Her blev mulighederne for FC Fredericia allerede i første minut bedre, da Andreas Bjelland fik et rødt kort, og så kunne Fredericia hente en 1-0-sejr på mål af Gustav Marcussen.

Nu venter så to kampe mod Silkeborg IF, men det bliver med FC Fredericia i en anden opstilling end i efterårets pokalkampe. Topscorer Nicklas Røjkjær, der med seks mål også var topscorer i Oddset Pokalen, er solgt til svenske Mjällby, mens Tobias Bach, der scorede mod både Lyngby og OB, er solgt til AGF.

Til gengæld er blandt andre Anders Dahl, Lundrim Hetemi og Christian Gammelgaard kommet ind af døren.