23. februar 2024

Transferstatus - flere interne handler blandt Oddset Pokal-semifinalister

Siden de fire tilbageværende hold i Oddset Pokalen senest var i pokal-aktion, har der været åbnet for handler. Tranfersvinduet i januar gav flere rokader, og flere spillere, som i efteråret spillede pokalfodbold for ét hold står nu på holdkortet hus et andet af de fire semifinale-hold.

AGF

Aarhusianerne har taget godt for sig af spillerne fra kollegerne i semifinalerne i Oddset Pokalen. To nye spillere blev det i januars transfervindue hos AGF, og har begge spillet pokalfodbold for andre klubber i efteråret.

Mest markante AGF-indkøb var forsvarsspilleren Jonas Jensen-Abbew, der blev hentet i FC Nordsjælland. Her var den 21-årige stopper med i fire pokalkampe i efteråret, og han spillede fuld tid for nordsjællænderne i begge kvartfinaler mod AB.

Ny i AGF-folden er også kantspilleren Tobias Bach - ikke at forveksle med Tobias Bech, der i sommer kom til den aarhusianske klub. Tobias Bach er hentet i FC Fredericia, hvor han i efteråret var en af de mest markante pokalskikkelser.

Således spillede Bach alle seks pokalkampe for FC Fredericia, og mod både AaB, OB og Lyngby kom han på tavlen.

På afgangssiden skete der i januar ikke meget hos AGF, kun midtbanereserven Zach Duncan sagde farvel.

FC Nordsjælland

Inden denne sæson rustede FC Nordsjælland ganske markant op, med tilgangen af blandt andre Marcus Ingvartsen og Andreas Schjelderup, men i januars transfervindue var der mere ro på tingene i Farum-klubben.

Kun én tilgang blev det til i førsteholdstruppen. Den 24-årige angriber Milan Iloski blev hentet ind fra amerikanske Orange County, men angriberen var ikke i truppen til første kamp i 3F Superliga efter vinterpausen.

På afgangssiden skete noget mere. Jonas Jensen-Abbew blev som nævnt solgt til AGF, mens midtbanespilleren Mohamed Doimande drog til skotske Rangers. Diomande spillede med i FC Nordsjællands tredjerunde-pokalkamp mod Kolding IF, hvor FCN først vandt efter straffespark.

FC Fredericia

FC Fredericia havde i Nicklas Røjkjær topscoreren i Oddset Pokalen. Seks scoringer blev det i efteråret til for den 25-årige offensivspiller, men han kommer ikke til at bidrage til klubbens videre færd i turneringen.

Røjkjær er således blevet solgt til svenske Mjällby, og også Tobias Bach, der scorede tre mål i pokalen i efteråret, er fortid. Bach er skiftet til AGF i 3F Superliga.

Afgangene stopper ikke her. Også backen Frederik Christensen, der var med i alle seks pokalkampe i efteråret, har forladt FC Fredericia. Christensen er taget til svenske Brommapojkarna.

Endelig er Jeppe Geertsen taget til islandske Vestri. Geertsen var i efteråret med i fire pokalkampe og scorede et enkelt mål.

På tilgangssiden har FC Fredericia hentet målmanden Mattias Lamhauge i B36 Torshavn, mens midtbanespilleren Anders Dahl er lejet i Silkeborg og offensivspilleren Christian Gammelgaard er lejet i Vejle Boldklub.

Silkeborg IF

En gammel kending er tilbage i den røde Silkeborg-trøje. Jens Martin Gammelby, der fik sit store gennembrud i Silkeborg, inden han skiftede til Brøndby, er tilbage i klubben. 29-årige Gammelby har senest været i norske HamKam, men han er nu klar til igen at tørne ud i den røde trøje.

Ny i den røde trøje er også Esbjerg-profilen Mads Larsen, der efter et længere tovtrækkeri blev købt fri på Vestkysten. Købt fri blev også den svenske midtstopper Pontus Rödin, mens sidste nye mand i Silkeborg-trøjen er Frederik Rieper, søn af Marc Rieper, der i 1994 vandt den danske pokalturnering med Brøndby.

På afgangssiden har et par markante spillere sagt farvel. Først og fremmest den rutinerede forsvarsspiller Tobias Salquist, der efter tre år i Silkeborg er rykket til amerikanske Chicago.

Også angriberen Søren Tengstedt er skiftet udenlands, den 23-årige spiller tørner nu ud for hollandske Go Ahead Eagles. Tengstedt scorede i efteråret to pokalmål i to kampe,

Endelig er Anders Dahl sendt til FC Fredericia på leje, mens Andreas Pyndt er lejet ud til IFK Göteborg.