Rundt om Pokalen
Alder
Roony Bardghji er den yngste spiller i en dansk pokalfinale gennem tiderne. Han var blot 17 år og 184 dage gammel, da han d. 18 maj 2023 spillede finalen for FC København mod AaB. Per Poulsen er den ældste spiller i en finale. Han var 42 år gammel, da han vogtede buret for FC København i finalen mod AB i 1995.
Tilskuerrekord
Tilskuerrekorden til en dansk pokalfinale er forholdsvis ny. I 1998 trak ny-klassikeren mellem Brøndby og FC København 41.044 tilskuere. Den hidtidige rekord på 36.103 tilskuere til AGF-Brøndby var kun to år gammel fra 1996. AGF var også part i den tidligere rekord på 33.500 tilskuere tilbage fra finalen mod KB i 1961. Den negative rekord på 5.600 tilskuere er fra finalen B 1903 mod Ikast i 1986. Tælles omkampene med, indehaves den negative rekord af Esbjerg fB og BK Frem, der kun havde 1.800 vidner til den første af de to omkampe i 1978.
Yngste dommer
Peter Mikkelsen var kun 27 år gammel, da han i 1988 dømte finalen mellem AGF og Brøndby, og dermed den yngste dommer i en dansk pokalfinale.
I finalen for tre forskellige klubber
Per Poulsen har vundet DBU’s Landspokalturnering ikke mindre end tre gange – og med tre forskellige klubber: B 1903 (1979), Lyngby BK (1985) og FC København (1995). Den tidligere landsholdsmålmand prøvede også at tabe en enkelt af sine fire finaler, nemlig for B 1903 til B 93 i 1982.
Fleste pokaltitler
AGF og F.C. København er Danmarks bedste pokalklubber målt på antal sejre i pokalfinalen. Begge hold har vundet hele 9 gange. AGF har været i finalen 12 gange, hvor F.C. København sammen med AaB har været 13 gange, som sammen er de to hold der har været i finalen flest gange. AaB har dog blot vundet 3 ud af deres 13 finaler.
Pokalvinder i UEFA Europa League
Som en konsekvens af Danmarks rangering på UEFA’s klub koefficient liste, indtræder årets pokalvinder 2024 i Q1 i UEFA Europa League.
Hvis vinderen af pokalfinalen også er kvalificeret til Champions League som dansk mester, så har Champions League en højere status end UEFA Europa League, og klubben skal derfor deltage i kvalifikationen til Champions League, mens UEFA Europa League-pladsen går videre til Superligaen.
Såfremt vinderen af pokalturneringen slutter på anden- eller tredjepladsen i Superligaen, er klubben sikret UEFA Europa League-kvalifikation som pokalvinder, og den ledige plads som nummer to eller tre i Superligaen går derefter videre til nummer fire i landets bedste række.
Seks scoringer
Kun to klubber har præsteret at score seks gange i pokalfinalen. I 1989 vandt Brøndby IF med 6-3 over Ikast FS efter forlænget spilletid. Året efter lykkedes det ikke Lyngby BK at score i den første finale mod AGF, inkl. forlænget spilletid, hvorimod det i omkampen lykkedes at score seks gange mod AGF’s enlige mål.
To år i træk
Kun seks klubber har præsteret at stå øverst på sejrsskamlen to år i træk, og kun én klub, FC København har gjort det hele tre gange i træk (2015, 2016 og 2017). Vejle Boldklub (1958 og 1959), AGF (1960 og 1961 samt 1987 og 1988), Randers SK Freja (1967 og 1968), Lyngby BK (1984 og 1985), FC Nordsjælland (2010 og 2011)
Målmænd som fighter
Kun fire gange er en målmand kåret til “Pokalfinalens Fighter”; Erling Sørensen (Vejle BK, 1959), Troels Rasmussen (AGF, 1988), Arek Onyszko (Viborg FF, 2000) og Stephan Andersen (FC København 2017) Arek Onyszko var i øvrigt samtidig den første udlænding, der modtog hæderen.
Pokalen
Den nuværende pokal er den tredje i pokalturneringens historie. Alle tre pokaler er designet og udarbejdet af Georg Jensen Sølv.
Pokalen er håndlavet af Georg Jensens bedste sølvsmede, mens foden er af sort granit fra Italien håndlavet hos et fremtrædende stenhuggeri i støvlelandet.
Selve sølvpokalen vejer 3,0 kilo, fodens vægt er 2,5 kilo, hvilket bringer pokalens samlede vægt op på 5,5 kilo. Pokalen måler 65 centimeter i højden og 25 centimeter i bredden.
Pokalen indeholder en lasergravering af DBU’s logo, der er skåret ind i overfladen, hvorefter den er oxyderet sort. Pokalen er en vandrepokal, der følger den vindende klub, som får sit navn og årstal for sejren indgraveret.
Georg Jensen Sølv har haft seks medarbejdere tilknyttet udarbejdelsen, der fra brief over design, produktion og indgraveringer har stået på i godt fire måneder.
Pokalen kan vindes til en klubs ejendom, såfremt klubben vinder DBU Pokalen fem gange i træk eller seks gange i alt.
Og lige præcis det skete ved pokalfinalen i 2023 da F.C. København vandt netop denne pokal for 6. gang (2009, 2012, 2015, 2016, 2017 og 2023) og altså dermed pokalen til evig eje. Det betyder at en ny pokal indstiftes fra 2024.
Den forrige pokal, som var 29 centimeter høj i sterlingsølv beklædt med 22 karat guld langs siderne, blev efter finalen i 2008 vundet til ejendom af Brøndby IF efter pokalsejrene i 1989, 1994, 1998, 2003, 2005 og 2008.
Den første pokal blev vundet af Vejle i 1981 efter sejre i årene: 1958, 59, 72, 75, 77 og altså 81.
“The double”
Kun fem klubber har præsteret at vinde “the double” – Danmarksmesterskab og vinder af DBU Pokalen i samme kalenderår.
Af de fem klubber har F.C. København (2004, 2009, 2016 og 2023) præsteret det 4 gange og AGF (1955, 1957 og 1960) tre gange. To af de øvrige klubber har alle vundet ‘the double’ to gange, Vejle BK (1958 og 1972) samt Brøndby IF (1998 og 2005), hvorimod AaB’s enlige bedrift skete i 2014.
(Titlen som vinder af “the double” er uofficiel, idet hverken DBU’s love eller propositioner opererer med begrebet.)
2. divisionshold i finalen
Pokalfinaler er ikke kun et anliggende for klubberne i den bedste række, idet det i 16 tilfælde er lykkedes klubber fra den næstbedste og tredjebedste række at nå finalen.
Klubberne fra den næstbedste række omfatter BK Frem Sakskøbing (1960), Odense KFUM (1964), Randers SK Freja (1967 og 1968), BK Fremad Amager (1972), Vanløse IF og OB (1974), Køge BK (1979), BK Frem (1981), B 1901 (1983), Næstved IF (1994), AB (1995), Ikast FS (1997) og Randers FC (2006), hvor markeringen indikerer, at den pågældende klub vandt pokalfinalen.
Klubber fra den tredjebedste række omfatter IK Chang (1955) og Lyngby BK (1970), der begge endte med at tabe finalen.
Pokalfinalen i provinsen
Finalen i DBU Pokalen skal i henhold til DBU’s love ikke spilles på ét bestemt stadion.
I februar 2003 vedtog DBU’s repræsentantskab, at DBU skal være fritstillet med hensyn til valg af stadion til finalen i DBU Pokalen for at sikre DBU en bedre forhandlingssituation.
Den første pokalfinale i 1955 og frem til og med finalen i 1990 blev alle afviklet i Københavns Idrætspark. Da det gamle nationalstadion blev ombygget til det nuværende Parken flyttede afviklingen af pokalfinalerne i 1991 og 1992 til henholdsvis Odense og Århus. Efterfølgende er finalen blevet spillet i Parken, lige indtil finalen i 2020 som blev spillet på Blue Water Arena i Esbjerg. I 2021 blev finalen spillet på Ceres Park i Aarhus, og i 2022 blev den spillet på Brøndby Stadion. I 2023 blev finalen så igen spillet i Parken.
Hjemmebane til ”små” hold
Til turneringen 1997/98 blev reglerne i DBU Pokalen ændret således, at det lavest rangerende af to klubber automatisk fik tildelt hjemmebane. I de tilfælde, hvor to klubber fra samme række trækker hinanden, vil det fortsat være det hold, der trækkes først, som får fordel af hjemmebane.
Største sejr
8. august 2023 blev rekorden slået hele to gange. Først vandt B93 med 16-0 over LUIF som var ny rekord. Rekorden stod dog kun i 45 minutter inden Kolding IF vandt med hele 19-1 over FC Avrasya.
Brændte straffespark
Nakskov BK og Lyngby BK mødte hinanden i 1. runde 1966-67. Kampen sluttede 1-1 efter ordinær og 3-3 efter forlænget spilletid. Straffesparkskonkurrencen sluttede 5-4 i Lyngbys favør, men bag dette “almindelige” resultat gemmer sig det faktum, at samtlige 22 spillere havde været ved pletten! 11 straffespark i træk blev brændt!
Mål i forlænget spilletid
Da spillerne fra Nibe BK og Tønder SF i juli 1971 havde spillet de ordinære 90 minutter, var stillingen 1-1, og der blev gjort klart til den forlængede spilletid. Tønder SF må have været mere klar end modstanderne, for kampen sluttede 8-2 i sønderjydernes favør. Hvor der var scoret to mål i de første 90 minutter, blev der altså scoret otte i den forlængede spilletids 30 minutter.
Når vejrguderne driller
Vejret har spillet en afgørende rolle af og til. Eksempelvis i juli 1972 hvor den forlængede spilletid mellem Svendborg fB og Helsingør IF blot var syv minutter gammel, og Helsingør IF netop havde scoret til 4-3. Kraftige regnbyger og deraf følgende manglende sigtbarhed førte til en afbrydelse af kampen. En ny kamp blev spillet et par dage senere, og Svendborg fB må have været mere frisk i benene, for fynboerne vandt 5-1.
Året før måtte dommeren afbryde den forlængede spilletid mellem BK Dalgas og Vanløse IF, idet et kraftigt tordenvejr pludselig umuliggjorde en fortsættelse af spillet. Vanløse IF førte 1-0 med blot otte minutter tilbage. Omkampen blev dog vundet 3-2 af Vanløse IF efter forlænget spilletid.
Randers SK Frejas pokaleventyr i 1960’erne
Randers SK Freja vandt pokalen i såvel 1967 som 1968. Ud over den forholdsvis sjældne præstation med forsvar af sin pokaltitel, består det usædvanlige i, at Randers SK Freja begge år spillede i 2. division. Pokalsejrene indbragte klubben en del oplevelser i Europa Cup sammenhæng, men begge år blev jyderne stoppet af en Bundesligaklub; Hamburger SV i 1968 og 1. FC Köln i 1969. Kampen mod Köln var i kvartfinalen!
Så gik der tid med det …
Før 1992 skulle man ikke føle sig sikker på at få en afgørelse på pokalfinalen på selve Kristi Himmelfartsdag.
Derfor skulle der gå mere end tre måneder efter det første spark i finalen mellem BK Frem og Esbjerg fB i 1978, før Frem endeligt – den 9. august 1978 – kunne hyldes som pokalvinder, lige tids nok til at komme med i UEFA’s bowle og kampene mod AS Nancy-Lorraine fra Frankrig.
Bizart er det også, at ugen før den sidste af finalekampene for turneringen 1977-78, indtrådte såvel Frem og Esbjerg i den nye turnerings tredje runde. Esbjerg fB tabte sin kamp, og blev dermed elimineret fra turneringen 1978-79, hvorimod klubben stadig var med i turneringen 1977-78!
BK Frem avancerede efter en sejr over Nyborg G&IF, men allerede i runden efter var også den forsvarende pokalmester ude af den nye turnering efter et nederlag til B 1909.
Den længste pokalkamp
I 2015 spillede Jægersborg BK mod FC Roskilde, og sidstnævnte førte med 2-1 ved pausen. Kampen blev imidlertid ikke genoptaget samme dag, da der brød et kraftigt uvejr ud. I stedet for blev kampen genoptaget otte dage senere, hvor kun anden halvleg blev spillet, hvorefter FC Roskilde kunne notere sig en sejr på 6-1.
Pokaltriumf kan føre langt i Europa
Da Esbjerg fB vandt pokalfinalen mod Randers FC i 2013 var det ikke blot klubbens tredje pokaltriumf, men også første skridt på en lang europæisk rejse, der først stoppede i 1/16-delsfinalen mod italienske ACF Fiorentina. Undervejs blev det til samlet sejr mod AS St. Etienne og seks kampe i gruppespillet, der endeligt gav Esbjerg fB en UEFA-koefficient større end 1,000, hvilket forekommer forholdsvist sjældent for danske klubber.
Kilde: Ovenstående fakta og noter er udarbejdet i samarbejde mellem DBU Kommunikation og afdelingens officielle leverandører af statistisk materiale, danskfodbold.com.