19. april 2024

Silkeborg finaleklar: Fem sejre og 18-7

Silkeborg finaleklar: Fem sejre og 18-7

Silkeborg IF har haft en lang vej til finalen, for allerede i anden runde trådte silkeborgenserne ind. Det betyder, at de har spillet syv kampe på vejen mod finalen, og af disse syv er de fem kampe vundet. Samlet målscore lyder på 18-7.

Allerede i anden runde var man dog i problemer ude mod bysbørnene Young Boys, et opgør der kun blev vundet 1-0, men siden blev Thisted FC slået 3-1 og Hvidovre 5-1. I kvartfinalen gik Silkeborg så ind som underdogs, men via en 2-0-sejr ude over F.C. København i første kamp kom man vider med samlet 3-2.

Semifinalen mod FC Fredericia var en reprise fra 2018, hvor Silkeborg gik i finalen med 1-0 på et selvmål - dengang var semifinalen kun en enkelt kamp. I denne sæson blev semifinalerne spillet over to opgør, men Silkeborg dræbte reelt al spænding i første opgør.

Her vandt Silkeborg 6-1 hjemme, så udekampen skulle reelt set bare overstås. For FC Fredericia handlede det om lidt oprejsning, og det fik de med 2-0 i en kamp, der aldrig for alvor nåede at finde spændingen.

Med den samlede 6-3-sejr er Silkeborg altså finaleklar i en finale, hvor de står som hjemmehold. Det er tredje gang Silkeborg står i finalen - i 2018 tabte man til Brøndby, i 2001 slog man AB.